Julesang (Christian Mondrup)

Og kom den øde Vinter,
og knejser Frostens haarde Sind
Skrænter og i Klinter
mod Nordens bitre Vind
og kryber alt i Hi og Skjul,
saa ler dog Hjerterne mod Jul.
Halvglemte Kilder springer
og klinger.

Det haarde isblaa Øje
faar Drøm i Barnets Aftenstund.
Da synger mod det høje
saa mangen stivnet Mund,
da smelter frem en Frydesang,
et ungt “Frisk op endnu en Gang”,
hvorved de Sind, som troede,
de groede.

Fra Stjerner straaler Kulde,
fra Maanen Alderdom og Ve,
de tænder over Mulde
en Stjernehær i Sne
de gamle Himles Tropevind
dog aander ned, saa slidte Sind
ser Barnets Kongedømme
i Drømme.

Ja, Aaret har en Aften
da Hovmod styrter fra sin Stol,
da Barnet ejer Kraften,
som styrer Jord og Sol.
Og næppe i det hele Aar
har Lykkens Blomster bedre Kaar.
Hvert Himmelhvælv staar klarnet
for Barnet.

Af Barndoms Kilder vandes
af Livets store grønne tro.
Ved dem skal all Landes
Udødelighed gro.
Der alle Evners Haner gol,
og alle Tiders Morgensol,
som frem af Østen sejler,
de spejler.